Tværpolitisk akademi og netværk
Grønt Akademi er et politisk læringstilbud til ungdomspolitikere, der brænder for det grønne område og ønsker at indgå i et grønt, tværpolitisk netværk og uddannelsesforløb med andre ungdomspolitikere
Til morgendagens beslutningstagere


Er du politisk engageret og aktiv i en ungdomspolitisk organisation? Brænder du for det grønne område, og ønsker du at omsætte naturfaglig viden til politiske løsninger? Er du interesseret i at indgå i et grønt, tværpolitisk netværk med andre ungdomspolitikere? Og vil du gerne have mere viden om, hvordan det egentlig står til med klima, miljø, natur og dyrevelfærd i Danmark? Så er Grønt Akademi måske noget for dig.
Tidligere deltagere

"Det har været spændende oplæg fra forskere, og vi er blevet præsenteret for teknisk viden, som jeg har taget med videre i mit daglige virke."
Jens Paaske
Landsformand i Venstres Ungdom

"Der er lige så mange løsninger på klimakrisen, som der er ideologier, men problemerne er de samme. Grønt Akadeni var et virkelig lærerigt forløb, hvor vi både fik serveret de kriser, vi allesammen ved foregår, men også dem, der går under radaen. Det vil jeg gerne anbefale til alle."
Sofie Mosgaard
Byrådsmedlem i Odense (VU)

“… en fornøjelse når organisationer interesserer sig for de unges perspektiv, men også ønsker at klæde os godt på til at tage de komplicerede debatter om alt fra iltsvind til dyrevelfærd.”
Pernille Dige
Medlem af RU
Her kan du forvente
Konkrete statistikker, hårde facts og jord under neglene

Hvad er Grønt Akademi?
Grønt Akademi er et uddannelsesforløb for aktive ungdomspolitikere, der vil blive klogere på den grønne omstilling og gøre noget ved den i deres eget parti. Akademiet er udviklet af Danmarks Naturfredningsforening, Dyrenes Beskyttelse og Rådet for Grøn Omstilling med støtte fra Tuborgfondet.
Vi samler unge fra hele det politiske spektrum, fordi grønne løsninger kræver brede flertal. Du behøver ikke være enig med de andre på holdet. Men du kommer til at forstå, hvor de kommer fra, og hvor I kan mødes. Mange af de grønne aftaler, der holder, er netop blevet til, fordi politikere fra forskellige partier har kunnet tale sammen og finde fælles fodslag.
Akademiet henvender sig til dig, der er aktiv i et ungdomsparti og interesserer dig for det grønne område. Du behøver ikke være ekspert på forhånd. Det vigtigste er, at du er nysgerrig, har lyst til at blive udfordret og vil bruge det, du lærer, i dit politiske arbejde.